lørdag den 7. januar 2012

Årets første kort

Først vil jeg gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Håber I alle kom godt ind i 2012 og jeg glæder mig følge jer i det nye år. Jeg har lovet mig selv, at der skal sættes mere fokus på layouts og alle mine igangværende albums i år og aldrig så snart jeg har givet mig selv dette løfte, før end det første kort er i gang. Det er nu også et der skal bruges søndag middag, så jeg blev altså nødt til at lave det ;o)

Sognets præst gennem 35 år og hans kone, holder afskedsgudstjeneste og efterfølgende afskedsreception søndag. Vi er mange der er meget kede af at skulle af med dem, men under dem samtidig af hele hjertet et godt og roligt otium, hvor de forhåbentlig nu får rigtig meget tid til alle deres interesser. Min mand har lovet menighedsrådet at være fotograf på begivenhederne og selvfølgelig skal de have lidt med herfra, samt et kort.

Valget faldt på det vidunderlige bogkort, som der snart er blevet lavet nogle stykker af inde i mit lille "terapi-rum". Jeg valgte papir fra Bo Bunny og tilsvarende brune nuancer i karton og distress ink. Eneste pynt blev lidt forskellige Mulberry blomster, et lille "guld" kors, lidt organza bånd, nogle MS blonder og en Spellbinder. Da kortet jo ikke kan være i en almindelig kuvert, laver jeg altid en lille æske der passer præcist til kortets størrelse. Æsken pynter jeg som regel med samme blomster som jeg har brugt i kortet.






torsdag den 22. december 2011

Glædelig Jul

Jeg vil hermed gerne ønske alle mine "scrap-venner" og alle mine besøgende en Rigtig Glædelig Jul samt et godt og lykkebringende Nytår. Tusinde tak for alle de søde bemærkninger I har sendt mig i årets løb. De er både inspirerende og med til at skabe glæde i hverdagen. Rigtig Glædelig Jul.

I would hereby like to wish all my "scrap-friends" and all my blog visitors a very Merry Christmas and a happy and prosperous New Year. Thanks a bundle for all your sweet comments on my blog during the year. They are both inspiring and brings joy into my day. Merry Christmas.

torsdag den 8. december 2011

Baby-Toy-Box-card

For ca. 2 måneder siden, fik vores niece en lille pige, og jeg må med skam indrømme, at vi ikke har set hende endnu. Men NU skal det altså være. Barselsgaven blev købt for 2 måneder siden og nu er kortet også klar, så nu drager vi til Frederiksberg inden jul for at se det lille nye vidunder ;o)

Jeg har lavet en del explosion box kort på det sidste, men det er simpelthen fordi variationsmulighederne er så mange, så selvfølgelig måtte jeg også prøve denne idé af. Papiret jeg har brugt er Baby Range  fra Fabscraps. Jeg har distresset med Aged Mahogany og de små knapstempler er fra et af de nye vidunderlige ministempelsæt jeg købte hos Scrapfactory. Det er sættet Tailors Heart og jeg har stemplet med Victorian Velvet. Dukken, dukkehuset, dukkevognen og bamsen er fundet på nettet, printet ud på hvidt karton og skåret ud. Den lille teddybjørn, slåbrættet og gyngehesten fandt jeg i Netto blandt en masse andre ting til dukkehuse. De små bogstavklodser har jeg selv konstrueret i Publisher, klippet ud og limet sammen. Skrivefelt og hilsen, sætter jeg altid indeni låget. Lidt Mulberry roser og en lille bamse på toppen, og voila, endnu en box med overraskelser i.







søndag den 27. november 2011

Scraploppemarked, ministempler og julekort

Hold da helt op - var på "scraploppemarked" hos Scrapfactory i går lørdag og jeg skal lige love for at der var STORE penge at spare. Masser af kasser med priser fra 2,00 - 5,00 - 10,00 - 15,00 - 20,00 - 30,00 - 50,00 og 100,00 kr. Mødte Rikke deroppe som var så smart at prøve at gøre op hvor meget hun havde fået varer for, og hvad hun reelt havde givet for dem. Hold nu lige fast, hun havde fået varer for 1876,00 kr. men havde kun givet 725,00. Det kalder jeg dæleme et loppemarked der vil noget. Og så havde jeg lige en bekendt der ikke nåede det igår pga arbejde, og vi trodsede lige stormen og kørte derop igen i dag. Uha det blev en dyr weekend ;o)

Men foruden alle de dejlige ting jeg fandt på "loppemarkedet" så havde jeg også bestilt 6 sæt af de nye små ministempelsæt som Charlotte demonstrerede på SAM. Dem er jeg bare blevet vildt forelsket i. Måtte da også prompte prøve dem da jeg kom hjem i går og i dag da jeg var hos Charlotte igen, røg der lige et sæt mere i kurven. Så jeg har lavet små ULTRA hurtige julekort i dag og stemplet løs med mine dejlige nyindkøbte ministempler. For jer der ikke har købt dem endnu, så skynd jer. De bliver revet væk ;o)


Almindeligt råhvidt karton som jeg distresser med den farve der nu passer til. Kagemanden er et stempel fra et katalog som desværre ikke fås mere. Han er blevet pyntet med lidt hvid glasur/limliner, og øjne, næse og mund er blevet fremhævet med lidt Glossy Accent, og så er der stemplet med ministempelsættet "Old Fashioned Gingerbread". Jeg har brugt Shabby Shutters, Peeled Paint, Walnut Stain og Fired Brick.


Og de samme stempler er brugt indeni kortet.


Her har jeg distresset med "Fired Brick" og igen et stempel som desværre heller ikke fås mere. Ministempelsættet hedder "Poinsettia Flourish" og der er stemplet med Victorian Velvet, Fired Brick, 
Forrest Moss og Walnut Stain.


Igen samme stempelsæt indeni kortet.


Et magen til, blot med et andet tekststempel.


En juletræsdie, Peeled Paint distress ink og ministempelsættet "Pine Branch Border" som er stemplet med Peeled Paint, Forrest Moss og Walnut Stain.


Håber I har haft en rigtig god weekend og ønsker alle en god uge.

fredag den 25. november 2011

To fødselsdagskort og et super fedt kursus

Torsdag i sidste uge var jeg på kursus hos Lisa i Scrapfactory. Det var nok det ypperste kursus jeg har været på. Kender ingen som Lisa, der måske har set et eller andet, et eller andet sted og så går hun i gang med at udvikle teknikker der bare giver de flotteste resultater. Kurset forrige torsdag involverede noget selvklæbende alufolie der købes i et byggemarked. Hvem i alverden skulle lige tro, at det var noget man kunne bruge til denne hobby!!! Jeg var SÅ opfyldt af inspiration da jeg kom hjem ved 23 tiden om aftenen, at jeg MÅTTE bare lige ind til bordet og lave lidt mere, og inden jeg så mig om, var kl. 01:00. Ikke godt når man skulle tidligt op næste morgen og på indkøbstur til Tyskland med sin mor og sin søster ;o) Men stor tak til Lisa for et super kursus.

Så da jeg et par dage efter skulle i gang med at lave et fødselsdagskort til min svigerdatter, så fik jeg ideen til at kombinere de søde explosion box kort med den nye teknik, og dette blev resultatet.




Noget blåt karton, masser af alufolie, lidt små retroblomster, et par grene og nogle MS sommerfugle, stanset ud i lidt kraftigt karton. Farvet med sort akrylfarve og faded jeans alcohol ink. Det gav dette rustikke look på ydersiden og så havde jeg lyst til at fortsætte med sommerfuglene inde i boxen, men i en helt anden og mere soft stil. Det kom der så dette ud af.



Papiret er fra Websters Garden og både det mønstrede papir og tekstfelterne, har fået lidt Diamond stickles rundt i kanten. Sommerfuglene er to MS punches, og dem limede jeg fast på nogle plaststrimler og forankrede dem i et bed af små mulberry roser i bunden.


Her kan man bedre se plasticstrimlerne som sommerfuglende er sat fast på. Når man åbner boxen, står sommerfuglene og svajer blidt og ser ud som de "flyver" rundt inde i boxen.

Så troede jeg at jeg var færdig, men nej. Tirsdag ringer sønnen og spørger om ikke lige jeg kan hjælpe ham med et kort til kæresten, og så måtte jeg i gang med endnu et kort. Det blev til dette lille sort/hvide/røde kort, lavet af rester fra restekassen.



Og så var vi endelig klar til at tage til fødselsdag igår, og svigerdatteren  -  ja hun blev rigtig glad for begge kort.

I morgen lørdag er det så afsted til Scraploppemarked hos Scrapfactory. Det bliver spændende at se, om man kan gøre nogle gode fund i alle kasserne. Rigtig god weekend til jer alle ;o)




søndag den 13. november 2011

Julestjerne

Vi kan ikke komme uden om det, julen nærmer sig med hastige skridt og så skal der laves julekort. Birthe lavede dette stjernekort på SAM sidste weekend og det er også at finde i den nyeste udgave af "Ett Trykk". Min udgave er lavet med det skønne "Vintage Vinter" papir fra Maja Design, tilsat en masse iskrystaller dækket med Diamond Stickles. Den søde snemand har jeg fundet på nettet og stanset ud med en Spellbinder.



Og så holdt jeg kortkursus for 9 kursister i lørdags. Aldrig har jeg set så stor iver og glæde. De kastede sig over div. kort projekter og jeg skal lige love for, at de fik skabt nogle flotte resultater. Jeg havde endnu ikke fået lavet tutorial til stjernekortet, men det afholdt ikke nogle af damerne fra, at gå i gang med det alligevel. Der var så megen gang i dem, at jeg totalt glemte at tage nogle billeder. Super ærgeligt, men det gør vi bare næste gang ;o)

mandag den 7. november 2011

Endnu et surprise box card

Først tusinde tak til alle pigerne for en fantastisk hyggelig weekend på SAM i weekenden. Sådan en weekend går bare alt alt for hurtigt og inden man ser sig om, sidder man hjemme i sin egen lille scrap-himmel igen, fyldt med indtryk og ideer. Foruden en masse snak og hygge, blev det da også til et færdigt projekt. Forrige indlægs Surprise Explosion Cupcake Box Card, blev i weekenden forvandlet til et Surprise Explosion Christmas Box Card i stedet for. Et par sider hvid karton, lidt håndlavet hvidt papir med sølvglimmer, lidt forskelligt sølvpapir, en masse Martha Stewart punchede iskrystaller, lidt diamond stickles og diamond dust, og så et par vatkugler, en høj hat, et juletræ og en lille mus og så kom der dette resultat ud af det.






Kosten er en tandstik med lidt af de fine grene fra vores birketræ, sneboldene er vatkugler med diamond stickles og diamonddust, grantræet er ligeledes et vattræ som jeg malede med mine copic og gav det lidt sne i form af hvid lim-liner og diamond stickles. Gulerodsnæsen er lavet af Cernit og bagt i ovnen. Den lille mus fandt jeg i en lokal hobbyshop og kunne slet ikke stå for den.

NB: Skal lige huske at sige til dem der fik en vejledning til boxen af mig på SAM, at der har sneget sig en fejl ind i målene på låget. Der står i parentesen efter de amerikanske mål, at man skal klippe/skære en kvadrat på 10,2 x 10,2 cm. Den skal være 10,7 x 10,7 cm. for at det kommer til at passe. Jeg beklager MEGET fejlen og håber i ser dette så I kan få den rettet INDEN I går i gang med projektet ;o)