fredag den 2. september 2011

En LYKKELIG dag!

Hvis sidste indlæg var sørgeligt, så er dette til gengæld lykkeligt. Jeg er bare SÅ monster mega jublende glad. Min yngste søn Søren, gennemførte og bestod for 2½ år siden, sit grundforløb til dyrepasseruddannelsen med et flot 10 tal. Siden har han søgt den ene læreplads efter den anden, og fået afslag på afslag på afslag. Han havde næste givet op. Og til alt held kun næsten.

I går var han til samtale på Panum Instituttet i København. De søgte 4 elever og havde valgt 6 ud til samtale, bl.a. min søn.

I dag kl. 11:00 ringede de til ham og sagde, at han var en af de 4 heldige og at han skal starte senest 1. november. Mine kolleger skreg af grin af mig. Jeg stod i fælleskøkkenet da Søren ringede. Jeg både råbte, hoppede og tudede på samme tid. Og for at fuldende lykken, så skrev en af mine veninder, hvis søn gik i klasse med Søren, og som blev færdig som tømrer i forsommeren, at hendes søn netop i dag, ligeledes havde fået det job som tømrer på Grønland som han havde søgt.

Jo i dag viste sig så sandelig at blive en ualmindelig god dag, og så gør det absolut intet, at man har været på arbejde siden kl. 6:45 i morges og først får fri i morgen aften. Lige nu kan jeg bare klare det hele ;o)

onsdag den 17. august 2011

En sørgelig dag

Uha som jeg har grædt til aften. Tidligere på aftenen ringede en nabo for at høre om vi manglede en kat. Vi har to gråstribede skønne misser, Sofie på 12 år og Manse på 1½ år. Sofie var netop spankuleret ud i køkkenet, men Manse kunne vi ikke lige se nogen steder. Hun stod oppe på hovedvejen, hvor hun lige forsigtigt havde trukket en lille gråstribet mis ud i vejkanten, som var blevet kørt ned. Min mand og jeg skyndte os derop og ved første øjekast var jeg næsten sikker på at det var Manse, men denne lille mis var ikke bare kørt ned, den var blevet ramt så hårdt, at den var næsten ukendelig. Dog kunne man læse øretatoveringen og hele vejen hjem, de 3 minutter det tog, klyngede jeg mig til det meget spinkle håb, at det ikke var vores lille Manse. Så snart jeg var inde af døren, for jeg hen i skuffen og hev mappen med papirerne på misserne frem. FZW022 sprang mig i øjnene og jeg brast i gråd. Manse blev kun 1½ år. Vi adopterede ham fra vores ældste søn tidligere på året, da han var flyttet ind til Roskilde lige op af banen og derfor ikke turde lukke Manse ud, af skræk for at han løb på skinnerne. I stedet kom han herud på landet og levede det herligste misseliv, hvor han nu kunne komme ud i en dejlig stor have. Desværre høster de rundt omkring i disse dage og markerne på den anden side af Havnsøvej var bare for fristende. Bilerne kører afsindigt stærkt ind i vores lille by og en af dem ramte så Manse i dag. Han er nu begravet i et hjørne af haven under syrenerne, ved siden af Binne, min første kat som jeg begravede for 13 år siden. Hun var mere heldig. Hun blev 19 år og havde et langt og lykkeligt liv. Det gør så usigeligt ondt og jeg vil savne ham forfærdelig meget.


Var han ikke bare dejlig!!!


torsdag den 4. august 2011

Bymarked

På lørdag er der bymarked i Eskebjerg og min gode veninde Eva som bor der, spurgte mig da vi var til julemarked, om jeg ville være med på deres sommerbymarked også. Det synes jeg lød vældig hyggeligt, så bestemte mig for at lave lidt kort, nogle armbånd og så en masse bolcher. Men ak - vejret tillader desværre ikke bolchekogning (luftfugtigheden har indtil nu, været alt for høj). Men så er det jo godt at man har en dejlig terrasse hvor det er muligt at sidde i ro og mag i solen og fabrikere nogle armbånd. 44 stk. har jeg indtil nu nået at lave, og jeg har planer om at tage grejet med på markedet og lave nogle på stedet. En kasse med kort ryger der også med og så må vi jo se hvor meget jeg har med hjem igen ;o)


Skønt at kunne sidde i solen (ja den har faktisk skinnet lidt i det vestsjællandske de sidste dage) og bare hygge sig med lidt kreativt.


Eva lånte mig denne fantastiske "smykke-fremstillings-holder". Plejer at bruge en almindelig knyttebrik, men denne tingest er bare helt suveræn til formålet. Må bare eje en selv. Er der nogen der ved hvor de kan købes?


Bare et meget lille udpluk. 


Her er der brugt ferskvandsperler.


Ved ikke hvad disse perler er lavet af, men de er utroligt holdbare. Lavede selv to brune for 2 år siden som har hængt på mig siden. De har bl.a. badet 2 somre i Middelhavet og perlerne er stadig lige pæne.


Og de samme perler i en anden farve.


Og her sammen med en akvamarin.

OG SÅ ER DET NU I GERNE MÅ KRYDSE FINGRE FOR VEJRET PÅ LØRDAG - TAK!!!

lørdag den 30. juli 2011

Sommerferien går på hæld

Ja så er det ved at være slut med det søde ferieliv og dermed er det også slut med mit 3 ugers besøg af min veninde Dena fra USA. Vi har kendt hinanden i 32 år og siden hun rejste hjem til USA efter 1 år i DK i 1979-1980, har vi set hinanden 2 gange. Første gang i 1982 og sidst i 1999 og så nu i 3 uger i min ferie. Pyhhhh hvor var det hårdt at sige farvel i lufthavnen, indrømmer blankt at jeg tudede.

Så som I nok kan forstå, så er det ikke blevet til meget scrap i ferien. Fik dog Dena til at lave en kogebog til sine danske ynglingsopskrifter, og mens hun lavede den og hendes søn lavede en bog over vores tur til Zoo, så fik jeg lige afprøvet en model af et kort der er i det sidste nummer af Ett Trykk. Jeg kopierede kortet så meget jeg kunne da jeg synes det er helt fantastisk sødt. Dette blev mit resultat.



Almindelig hvidt karton, sværtet med lidt Vintage Photo. En lille rest Websters Garden, en Tim Holtz die, lidt bånd og en sløjfe. Forbløffende så lidt der skal til en gang imellem :o)

Og så kom naboen lige forbi i går aftes for at spørge om de var så heldige at jeg havde et kort til en lille nyfødt dreng som de skulle besøge i dag. Hmmmm synes ikke lige der var noget der passede, så da jeg var rigtig glad for det første resultat af mit "kommode-kort" så lavede jeg dette til den lille nye.



Denne gang har jeg distresset med Faded Jeans. Tøjet blev fundet på nettet, printet ud på hvidt karton og skåret ud. Bamsen ligeså. Bøjlerne er lavet af tynd ståltråd, og så var kortet klar.

Håber at I alle har nydt/eller stadig nyder sommeren/ferien. Nu er det jo tilbage til jobbet for mit vedkommende OG SÅ KOMMER DET GODE VEJR MED SIKKERHED ;o)

torsdag den 2. juni 2011

Super dejlig tøse-scrap-weekend

Sidste weekend havde jeg inviteret alle de scrappe tøser fra "klubben" til scrapmarathonweekend på skolen hvor jeg arbejder. Vi var 8 dejlige damer (I er sgu da dejlige) der mødtes for at scrappe til ...... nå ja, så lang tid vi selv kunne holde ud at sidde stille, og det var lææææænge. Godt at det regnede hele weekenden, så var der ingen der sad og fik dårlig samvittighed over alt det der ikke lige blev lavet i haverne den weekend.


Der blev virkelig produceret mange flotte ting i løbet af weekenden. Det første jeg selv gik i gang med, var denne "Studenternødhjælpskasse" som jeg fik idéen til fra Charlotte:
Jeg var dog doven i forhold til Charlotte, idet jeg valgte at købe en rød kuffert hos Søstrene Greene, som jeg så pyntede med lidt forskellige blomster og et stempel fra Skogstokiga. Og så blev kufferten bare ellers fyldt med små "nødhjælpsting". Den skal min niece have til sit studentergilde til juli (håber ikke hun ser min blog) he he.





Min ældste søn er for tiden soldat på flyvestation Karup, og den stolte mor til den flotte uniformerede unge mand, skulle da også lige forevige ham på dette LO.


Og til sidst nåede jeg lige et enkelt kort. Vi har en elev på efterskolen der klager over at hun aldrig får post, så for et stykke tid siden lovede jeg hende, at hun nok skulle få et brev fra mig. Hun var lynhurtig til at sige, at så skulle det være et af mine hjemmelavede kort. Hmmmm hun plagede mig herefter i ugevis for, hvornår hun ville få post fra mig. Så nu skulle det være. Fandt idéen til dette enkle lille teltkort i "Ett Trykk" nr. 1 fra i år og synes det var så sødt, at sådan et skulle Stine da have. Lidt papir fra Fika, et magnolia stempel, venligst udlånt af Birthe, lidt mulberry blomster og et par spellbindere senere, var kortet til Stine klar. Skal lige huske at sige, at jeg fik 3 kæmpe kram da posten var blevet udleveret mandag og Stine havde fået sit kort ;o)



Og sådan gik en super dejlig weekend på Odsherreds Efterskole. Tusinde tak til alle tøserne for det dejlige samvær, alle grinene og al inspirationen. Håber vi snart ses igen ;o)



søndag den 15. maj 2011

Distress Ink og distress puder

Jeg har i lang tid været på jagt efter, den for mig, ultimative måde, at opbevare mine distress ink og specielt puderne på. I starten lagde jeg hver distress pad med tilhørende pude ned i hver sin lille lynlåspose, men de gled rundt mellem hinanden og jeg synes der altid var et syndigt rod i min kasse. Så fandt jeg først på denne løsning. Lavede en farveprøve på hver farve og klistrede en på siden af distress ink'en og den anden i et tomt CD-cover. Der kunne være 6 farver pr. cover. Det så sådan ud:



Lige da jeg havde lavet det, synes jeg det var vældig smart, og synes det egentlig stadig, men savnede dog det, at når jeg tager min distress ink så får jeg også fat på puden med det samme (som i posesystemet). Så jeg tænkte så det knagede og kom så frem til følgende løsning som jeg er rigtig glad for.


Bagpå hver distress pad, har jeg lavet et lille "bogomslag" af klar tynd acryl. Et stykke på 2½" x 5 1/4" som jeg scorede på scorboardet på 2½" og på 2 3/4 ". Foldede det, satte kraftigt dobb.klæbende tape i et kryds på bagsiden og limede den ind i hullet på bagsiden af min distress ink pad. Klistrede derpå et lille stykke velcro indeni og vupti, nu får jeg fat i både distress pad OG pude på samme tid, når jeg dykker ned i kassen. 


Det lille stykke velcro holder puden pænt på plads og "låget" holder puden beskyttet nede i kassen.


På denne måde sidder alle mine distress pads heller ikke "inde i hinanden" som de normalt gør når man pakker dem på denne måde. Det gjorde det lidt besværligt at få dem op af kassen før, men med puden på bagsiden, holder de nu den afstand fra hinanden der gør, at der er ultra nemt lige at hive dem op af kassen og putte dem tilbage igen.

Har set flere der har lavet nogle virkelig flotte bøger til deres puder og synes de er både dekorative og praktiske, men jeg er nok endnu mere praktisk anlagt og denne opbevaringsmetode passer lige til mit temperament ;o)

søndag den 1. maj 2011

Lagkagekort

For noget tid siden fandt jeg en tutorial på nettet til dette super søde lagkagekort, det tænkte jeg, at det måtte da bare prøves. Og hvilken anledning bedre, end da Love2scrap holdt 2 års fødselsdag i butikken i Roskilde i går. Så med et stort glas håndlavede bolcher og et lagkagekort, kørte jeg til fødselsdag. Var så heldig at jeg havde min gamle mor med, og da jeg selv har fødselsdag om meget snart, så valgte hun at købe fødselsdagsgave til mig ved samme lejlighed og så måtte jeg selv vælge. Det blev til en MS punch-around-the-paige med hjerter og den skønne Gine-die fra TH. Sikke nogle dejlige gaver.

Lagkagekortet er lavet med Fika papiret "Söders höjder" fra Maja Design og lidt forskelligt karton i lilla nuancer.  Lagkagen er pyntet med en MS punch og hvid lim-liner. Magnoliapigen er farvelagt med Copic og ballonerne er fundet på nettet, printet ud på hvidt karton, skåret ud og monteret med et par stykker tynd ståltråd. Et par Spellbinders, lidt blonde og et par mulberry-roser og så fik jeg dette resultat ud af det.