En sørgelig dag

Uha som jeg har grædt til aften. Tidligere på aftenen ringede en nabo for at høre om vi manglede en kat. Vi har to gråstribede skønne misser, Sofie på 12 år og Manse på 1½ år. Sofie var netop spankuleret ud i køkkenet, men Manse kunne vi ikke lige se nogen steder. Hun stod oppe på hovedvejen, hvor hun lige forsigtigt havde trukket en lille gråstribet mis ud i vejkanten, som var blevet kørt ned. Min mand og jeg skyndte os derop og ved første øjekast var jeg næsten sikker på at det var Manse, men denne lille mis var ikke bare kørt ned, den var blevet ramt så hårdt, at den var næsten ukendelig. Dog kunne man læse øretatoveringen og hele vejen hjem, de 3 minutter det tog, klyngede jeg mig til det meget spinkle håb, at det ikke var vores lille Manse. Så snart jeg var inde af døren, for jeg hen i skuffen og hev mappen med papirerne på misserne frem. FZW022 sprang mig i øjnene og jeg brast i gråd. Manse blev kun 1½ år. Vi adopterede ham fra vores ældste søn tidligere på året, da han var flyttet ind til Roskilde lige op af banen og derfor ikke turde lukke Manse ud, af skræk for at han løb på skinnerne. I stedet kom han herud på landet og levede det herligste misseliv, hvor han nu kunne komme ud i en dejlig stor have. Desværre høster de rundt omkring i disse dage og markerne på den anden side af Havnsøvej var bare for fristende. Bilerne kører afsindigt stærkt ind i vores lille by og en af dem ramte så Manse i dag. Han er nu begravet i et hjørne af haven under syrenerne, ved siden af Binne, min første kat som jeg begravede for 13 år siden. Hun var mere heldig. Hun blev 19 år og havde et langt og lykkeligt liv. Det gør så usigeligt ondt og jeg vil savne ham forfærdelig meget.

Var han ikke bare dejlig!!!