onsdag den 17. august 2011

En sørgelig dag

Uha som jeg har grædt til aften. Tidligere på aftenen ringede en nabo for at høre om vi manglede en kat. Vi har to gråstribede skønne misser, Sofie på 12 år og Manse på 1½ år. Sofie var netop spankuleret ud i køkkenet, men Manse kunne vi ikke lige se nogen steder. Hun stod oppe på hovedvejen, hvor hun lige forsigtigt havde trukket en lille gråstribet mis ud i vejkanten, som var blevet kørt ned. Min mand og jeg skyndte os derop og ved første øjekast var jeg næsten sikker på at det var Manse, men denne lille mis var ikke bare kørt ned, den var blevet ramt så hårdt, at den var næsten ukendelig. Dog kunne man læse øretatoveringen og hele vejen hjem, de 3 minutter det tog, klyngede jeg mig til det meget spinkle håb, at det ikke var vores lille Manse. Så snart jeg var inde af døren, for jeg hen i skuffen og hev mappen med papirerne på misserne frem. FZW022 sprang mig i øjnene og jeg brast i gråd. Manse blev kun 1½ år. Vi adopterede ham fra vores ældste søn tidligere på året, da han var flyttet ind til Roskilde lige op af banen og derfor ikke turde lukke Manse ud, af skræk for at han løb på skinnerne. I stedet kom han herud på landet og levede det herligste misseliv, hvor han nu kunne komme ud i en dejlig stor have. Desværre høster de rundt omkring i disse dage og markerne på den anden side af Havnsøvej var bare for fristende. Bilerne kører afsindigt stærkt ind i vores lille by og en af dem ramte så Manse i dag. Han er nu begravet i et hjørne af haven under syrenerne, ved siden af Binne, min første kat som jeg begravede for 13 år siden. Hun var mere heldig. Hun blev 19 år og havde et langt og lykkeligt liv. Det gør så usigeligt ondt og jeg vil savne ham forfærdelig meget.


Var han ikke bare dejlig!!!


torsdag den 4. august 2011

Bymarked

På lørdag er der bymarked i Eskebjerg og min gode veninde Eva som bor der, spurgte mig da vi var til julemarked, om jeg ville være med på deres sommerbymarked også. Det synes jeg lød vældig hyggeligt, så bestemte mig for at lave lidt kort, nogle armbånd og så en masse bolcher. Men ak - vejret tillader desværre ikke bolchekogning (luftfugtigheden har indtil nu, været alt for høj). Men så er det jo godt at man har en dejlig terrasse hvor det er muligt at sidde i ro og mag i solen og fabrikere nogle armbånd. 44 stk. har jeg indtil nu nået at lave, og jeg har planer om at tage grejet med på markedet og lave nogle på stedet. En kasse med kort ryger der også med og så må vi jo se hvor meget jeg har med hjem igen ;o)


Skønt at kunne sidde i solen (ja den har faktisk skinnet lidt i det vestsjællandske de sidste dage) og bare hygge sig med lidt kreativt.


Eva lånte mig denne fantastiske "smykke-fremstillings-holder". Plejer at bruge en almindelig knyttebrik, men denne tingest er bare helt suveræn til formålet. Må bare eje en selv. Er der nogen der ved hvor de kan købes?


Bare et meget lille udpluk. 


Her er der brugt ferskvandsperler.


Ved ikke hvad disse perler er lavet af, men de er utroligt holdbare. Lavede selv to brune for 2 år siden som har hængt på mig siden. De har bl.a. badet 2 somre i Middelhavet og perlerne er stadig lige pæne.


Og de samme perler i en anden farve.


Og her sammen med en akvamarin.

OG SÅ ER DET NU I GERNE MÅ KRYDSE FINGRE FOR VEJRET PÅ LØRDAG - TAK!!!